airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Borgmesterens tale 1. maj 2026

Borgmesterens tale i Kommune Qeqertalik i anledning af Arbejdernes Internationale Kampdag 1.maj 2026
1. maj 2026

 

Kære arbejdere, familier og unge

I dag markerer vi arbejdernes internationale kampdag sammen – en dag, der minder os om fundamentet for et godt liv: muligheden for at forsørge sig selv og sin familie, om velfærd og om den afgørende rolle, arbejderne spiller for samfundets udvikling, samt om at leve et liv med ansvar.

Det er en dag for refleksion – over, hvordan vi har bevæget os fremad gennem arbejdet – men også over, hvordan vi i fællesskab former fremtiden.

I dag står vi i en tid præget af udfordringer. Ikke mindst når vi ser på beskæftigelsessituationen i vores kommune.

For det første er der bekymringen for lukningen af fabrikken i Aasiaat. Jeg forstår fuldt ud den utryghed, som opstår, når familiens forsørgelsesgrundlag kommer i fare. Vi arbejder målrettet med at kommunikere om konsekvenserne for kommunen, familierne og erhvervslivet, og med at formulere en vision for, hvordan vores kommune kan udvikle sig økonomisk i fremtiden.

Mulige erhvervsmæssige fremskridt knytter sig blandt andet til turismen. De nye lufthavne i landet er ved at stå færdige, men transportforholdene i vores kommune er fortsat udfordrende. Alligevel oplever vi ikke et fald i antallet af turister, og derfor må vi overveje, hvordan vi kan skabe indtægter herigennem – og samtidig arbejde for bedre transportvilkår.
Hvordan kan vi udnytte vores natur bedst muligt?
Hvordan kan vi skabe mere indtjening, samtidig med at vi bevarer vores måde at bruge naturen på?
Hvordan kan vi skabe værdi ud af vores fortællinger og historie?

Samtidig står vi over for en anden udfordring: mangel på arbejdskraft. Og arbejdsbelastning. Det mærker vi allerede i dag – for eksempel er behovet for personale på plejehjemmet stort, og de dygtige medarbejdere er overbelastede. Hvis denne udvikling fortsætter i de kommende år, må vi stille os selv spørgsmålet:
Hvad kan vi gøre i dag, for at stå stærkere som samfund i morgen?

Svaret ligger hos os selv.

Nogle virksomheder mangler arbejdskraft, mens nogle borgere ønsker bedre økonomiske vilkår, men mangler job, der passer til dem.

For nogle er trivsel forbundet med arbejde. De tager ansvar for deres arbejde, møder op hver dag og tager ekstra vagter, hvis en kollega er fraværende – eller arbejder et andet sted, efter at have afsluttet deres faste arbejde.

Arbejde handler ikke kun om pligt, men også om ansvar for egen forsørgelse og velfærd. Derfor må vi introducere de unge til arbejdslivet tidligt. Det vi påbegynder tidligt, bliver ofte til varige vaner, og derfor skal vi tidligt bane vejen for, at unge kan bidrage aktivt til samfundet.

Mit budskab er dette: Vi skal åbent kunne drøfte vores nuværende situation inden for beskæftigelse og arbejdskraft i forhold til den fremtid, vi ønsker.

Er det muligt, at der både er arbejdsløse og virksomheder med mangel på arbejdskraft?
Hvor står vores syn på arbejde?

Vi skal i fællesskab – med gensidig respekt og fælles ansvar – drøfte, hvordan vi kan videreføre vores kommune til kommende generationer på en god og bæredygtig måde.

Tak for jeres arbejde.
Tak for jeres engagement.
Tak fordi I er med til at forme fremtiden i Kommune Qeqertalik.

Tillykke med arbejdernes dag.