I bør være mere realistiske
Af borgmester Simigaq Heilmann, Kommune Qeqertalik
Det er min pligt som borgmester i Kommune Qeqertalik at reagere over tankerne om etablering af GUX-uddannelse i Ilulissat. Jeg er enig i, at der bør være flere uddannelsesmuligheder i Grønland, det kan vi sagtens samle os omkring.
Men jeg er bekymret for, at evt. etablering af en GUX i Ilulissat, hvor der allerede er GUX i Aasiaat, kan have fatale konsekvenser for vores kommune. Kommune Qeqertalik vil skulle blive ramt økonomisk og beskæftigelsesmæssigt meget hårdt, og der er ingen tvivl om, at med færre uddannelsessøgende vil der også blive brug for færre medarbejdere.
Da der blev mulighed for at gå på e-uddannelse, var der allerede færre, der kom for at at tage uddannelsen, hvilket vi har bemærket på både indbyggertallet og økonomisk, og derfor har jeg grund til at reagere. Jeg anser det ikke for realistisk, at man etablerer den femte gymnasiale uddannelse, vel vidende om, at der allerede er 4 gymnasiale uddannelser, en e-uddannelse og hvor der er nedgang i antal unge som vælger uddannelsen. Der bør tænkes anderledes.
I bør arbejde for at motivere til at søge uddannelse og øge mulighederne over hele landet. Antallet af nyfødte er ikke stigende, og antallet som søger ind i gymnasial uddannelse er heller ikke stigende. Det er ikke alle som har mulighed for at tage på en uddannelse, hvorfor der bør gøres mere brug af teknologi.
I dag er det allerede muligt at gå på gymnasiale uddannelse online, uden at forlade hjemstedet, og jeg mener, at man bør tage alle borgere i samfundet, og ikke kun dem som bor i Ilulissat, i betragtning når man vil arbejde for at skabe uddannelsesmuligheder. Vi har jo brug for at øge uddannelsesniveauet i Grønland.
Vi er nødt til at se på, hvor vi står henne i dag. De realiteter vi står overfor bliver mere udfordrende, alting bliver dyrere, mens der fortsat er store problemer med alkohol og hash misbrug. Derfor ønsker vi som kommune at bidrage til erhvervsudvikling herunder gennem udbygning af turismeerhvervet. Det er ikke nok at bygge store lufthavne, også mindre byer bør tilgodeses i form af udbygning af havnefaciliteter og bedre infrastruktur for lufttrafik, så vi også kan være med til at løfte udviklingen, og her bør I være med til at tage de nødvendige initiativer.
Vi ønsker at gøre, det at tage på uddannelse i Aasiaat mere attraktivt, vi ved, at der grundlag for bedre og sunde fritidstilbud for de studerende, som vi agter at udbygge yderligere. Derfor vil jeg inderligt opfordre jer til at gøre de bestående faciliteter og muligheder endnu bedre, uden nødvendigvis at etablere noget nyt.