airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Qasigiannguit Museum levendegørelsesprogram "Levende Boplads" deltager i DR`s optagelser i Nuuk til en historisk serie.

24. september 2021

 

I anledning af 300 året for Hans Egedes ankomst til Håbets ø producerer DR en serie om Grønland og Danmarks fælles historie. Serien, der er i 4 afsnit af en times varighed, skal sendes i foråret 2022 på DR1 og KNR. Det er et stort og ambitiøst projekt med dramatiseringer i både Grønland og Danmark og medvirkende skuespillere og eksperter fra begge lande.
Lars Mikkelsen og Nukâka Coster-Waldau er seriens 2 fortællere.

 Undervejs har DR samarbejdet med Qasigiannguit Museum. Samarbejdet har især drejet sig om dragtdele og rekvisitter som er indgået i dramatisering af scener fra det tidlige 1700 tal. De anvendte skinddragter og rekvisitter er alle nutidige versioner af skinddragter, husgeråd, redskaber og jagtvåben, som var typiske for Vestkysten i 16-1700 tallet.

Foto: Morten Krüger, 2021
Scene fra optagelser til del 1 i serie om Grønlands og Danmarks fælles historie.




”Vi forsøger at komme så tæt på at genskabe den rigtige historie som muligt, når vi laver dramatisering og i den forbindelse har det været en fantastisk inspiration og en uvurderlig hjælp for os at samarbejde med Levende Boplads og museet i Qasigiannguit”, siger Ane Saalbach, der er seriens producent i DR.


Optagelserne til de to første programmer har fundet sted i begyndelsen af september i Nuuk. Skinddragter, redskaber, og et skindtelt fra Levende Boplads er fremstillet af frivillige og ansatte under levende Boplads i Qasigiannguit fra 2008 og frem til i dag, og er blevet fragtet frem og tilbage fra optagelserne i Nuuk af kurerer fra Qasigiannguit. Kurererne har samtidig ageret statister i de to første afsnit, ligesom de har været behjælpelige med håndtering af skinddragter og redskaber mellem prøver og optagelser.

Samarbejdet har givet nye udfordringer men også spændende erfaringer for Levende Boplads' ansatte og frivillige, -  der alle udtrykker, at det har det været  en stor oplevelse at arbejde med filmmediet, som er noget helt andet end den historiske frilandsformidling, som om sommeren afvikles i Qasigiannguit.

Qasigiannguit Museum "Levende Boplads" & DR.