Uddannelsen som automatiktekniker er for dig, som vil arbejde med automatiske maskiner og anlæg i industrivirksomheder.
Hvad laver en automatiktekniker?
Automatikteknikere spiller en central rolle i at arbejde med automatiske systemer. Dine opgaver inkluderer programmering, vedligeholdelse og dokumentation af disse systemer. Du kan arbejde med alt fra robotter til komplekse automatiske anlæg.
Det er en bred uddannelse, hvor du kan få job inden for mange forskellige brancher og arbejde med alt fra simple maskiner til komplekse anlæg. Arbejdsopgaverne kan være forskelligartede lige fra programmering af robotter, service og vedligehold til dokumentation, sikkerhed og meget mere.
På automatiktekniker uddannelsen er der lærepladsgaranti, hvilket giver dig en sikker vej ind i arbejdsmarkedet. Der er også fremragende karrieremuligheder for automatikteknikere. Hvis du ønsker at forfølge videreuddannelse, er der flere muligheder, herunder at blive maskinmester, ingeniør, automationsteknolog eller elinstallatør.
Din evne til at forstå og håndtere automatiske systemer gør dig til en eftertragtet fagperson i industrien. Med en uddannelse som automatiktekniker kan du bidrage til effektiviteten og produktiviteten i en bred vifte af brancher.
Vi har lærepladsgaranti på automatikteknikeruddannelsen!
Uddannelsens varighed og opbygning afhænger af din alder og din erfaring.
Er det mindre end 1 år siden, du har afsluttet 9./10. klasse?
Så starter du på Grundforløb 1 (GF1), der varer et halvt år. Her kan du vælge mellem 5 forskellige fagretninger. Skal du være automatiktekniker, anbefaler vi, at du vælger fagretningen GF1 Teknologi & Energi
Når du har afsluttet GF1, starter du på Grundforløb 2 (GF2), der også varer et halvt år. Herefter starter du på hovedforløbet, som veksler mellem skole og i læreplads i en virksomhed. Uddannelsen tager 3½ år.
Er det mere end 2 år siden, du har afsluttet 9./10. klasse?
Her springer du GF1 over og starter direkte på GF2, der varer et halvt år. Efter GF2 starter du på hovedforløbet, som veksler mellem skole og læreplads i en virksomhed. Uddannelsen tager 3½ år.
Er du over 25 år?
Her starter du direkte på GF2, der varer et halvt år. Herefter starter du på hovedforløbet, som veksler mellem skole og læreplads i en virksomhed. Uddannelsen tager normalt 3½ år, men hvis du har en relevant uddannelsesbaggrund eller erhvervserfaring, kan du tage uddannelsen på kortere tid.