airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Sygeplejerske (BA)

Uddannelses ID: 331012
Ansøg her

Om uddannelsen 

Har du en interesse for sundhed, og vil du gerne være med til at hjælpe borgere til at blive sunde og raske efter sygdom?

“En bacheloruddannelse til Sygeplejerske giver mange forskellige muligheder.” - Anna Kleist, institutleder

Mange sygeplejersker arbejder på sygehuse og sundhedscentre, hvor de plejer patienter, uddeler medicin og planlægger hele behandlingsforløb.

Men uddannede sygeplejersker kan også arbejde med at informere om almen sundhed, undervisning og mange andre ting.

Sygeplejersker har et meget alsidigt job, hvor man både skal bruge sin faglige viden og personlige egenskaber.

Sygeplejestudiet er en bacheloruddannelse med en længde på 4 år - og den veksler mellem teoretiske og praktiske studier, hvor den praktiske / kliniske uddannelse udgør knap en tredjedel.

Teoretiske studier
Hovedfaget i den teoretiske del er sygepleje. Herudover læses også fag fra sundheds-, natur-, human- og samfundsvidenskaberne.
Undervisningen er tilrettelagt med holdundervisning, gruppe- og projektarbejde. Det skemalagte timetal veksler mellem 20-25 timer pr. uge, men man skal regne med at bruge 40-45 timer ugentligt på studierne.

Kliniske studier
De kliniske studier / praktik er længerevarende forløb, der gennemføres i sundhedssektoren i Grønland eller Danmark. I Grønland foregår de på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, på kysten ved sygehuse og sundhedscentre, og i bygder på sygeplejestationer. Undervisningen foregår desuden i sundhedsplejen, ved hjemmesygepleje og på alderdomshjem. I Danmark undervises der i den psykiatriske sygepleje. Der er herudover muligheder for praktikstudier i de nordiske lande.

Adgangskrav 

Der er adgangsbegrænsning til sygeplejerskeuddannelsen; på grund af et begrænset antal praktikpladser kan der optages 14 studerende på uddannelsen pr. år.

Ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen optages i 2 grupper:

Første gruppe, der udgør 70 %, optages efter en motiveret ansøgning samt gennemsnittet på den adgangsgivende eksamen GUX: Sundhed, Sundhed og Idræt eller Natur bestået med gennemsnit på 5 på GGS/syvtrins skalaen eller tilsvarende med fagene:

- Grønlandsk eller dansk på A niveau
- Engelsk på B niveau
- Matematik på C niveau
- Fysik eller Kemi eller Science på C niveau
- Biologi/eller Idræt på B niveau

Såfremt der er flere kvalificerede ansøgere i denne gruppe, end der er studiepladser til, vil der kunne fastsættes et højere karaktergennemsnit suppleret af individuelle samtaler som optagelseskrav.

Anden gruppe, der udgør 30 %, optages efter andre kriterier, f.eks. et lavere gennemsnit på den gymnasiale uddannelse og en motiveret ansøgning, suppleret med anden erfaring evt. suppleret med individuelle samtaler.

I denne gruppe foretages en individuel vurdering af ansøgerne. Her vurderes ansøgeren således på, hvad vedkommende har foretaget sig udover den adgangsgivende eksamen. Hvis der ikke skønnes at være et tilstrækkeligt antal kvalificerede ansøgere i anden gruppe, vil der i stedet kunne optages flere fra første gruppe.

En motiveret ansøgning vil sige: at ansøgeren f.eks. skriver lidt om sig selv og hvorfor vedkommende søger ind til uddannelsen, hvad der motiverer vedkommende, lidt om interesser, evt. tidligere omsorgsopgaver, evt. erhvervserfaring herunder fritidsjob, evt. frivilligt arbejde, efterskole, højskole og udlandsophold. Max 1 side.

Alle ansøgere skal bestå Grundkursus i førstehjælp. Grundkursus i førstehjælp tilbydes i løbet af 1. semester som ekstraundervisning og skal være bestået for at kunne indstille sig til 1. ekstern prøve i andet semester.

Hvis du vil indsende din ansøgning digitalt (Hvis du har MitID) 

Vil du søge uddannelse eller uddannelsesstøtte skal du søge online via den gule knap til selvbetjening ”Ansøg her” øverst på denne side. Vil du anvende selvbetjeningsløsningerne, skal du logge ind med dit personlige MitID.

Du skal bruge

• MitID
• Uddannelsespapirer (gælder ikke karakterbevis fra folkeskolen, hvis du er gået ud af folkeskolen efter 2007)
• Hvis du er i gang med folkeskolen, skal du bruge udskrift af dine seneste standpunktskarakterer.

Du skal ikke bruge

• dåbsattest
• bopælsattest
• Karakterbevis fra folkeskolen i Grønland (der ligger karakterer i den offentlige database fra omkring 2006 til i dag).

Bemærk
Mangler du et par karakterer, eller bestod du ikke folkeskolens afgangsprøve, da du gik i folkeskolen, tilbyder alle Majoriaq opkvalificeringsforløb.

Du kan få hjælp til din ansøgning ved dit lokale Majoriaq Center, de kan også hjælpe dig hvis du har brug for anden vejledning.

Du skal være opmærksom på, at du ikke nødvendigvis bliver tildelt et kollegieværelse. Hvis du ikke automatisk modtager et kollegieværelse, skal du søge på en særskilt ansøgning ved Majoriaq.

Hvis du vil aflevere din ansøgning fysisk (Hvis du ikke har MitID) 

I særlige tilfælde kan du få udleveret en papirsansøgning hos dit lokale Majoriaq center. Kontakt dit lokale Majoriaq center, hvis du ikke kan søge online.

Arbejdsgang for sagsbehandling 

Din ansøgning om optagelse bliver behandlet af Ilisimatusarfik, og din ansøgning om studiestøtte behandles af Uddannelsesstøtteforvaltningen, men begge administreres af Ilisimatusarfik.

Du får besked om du har fået afslag eller er optaget.

Husk at bekræfte din studieplads.

Hvis ikke du har afsluttet din adgangsgivende uddannelse kan du blive optaget med den betingelse, at du opnår et bestemt resultat i din afsluttende eksamen.
Husk at indsende det endelige eksamensbevis senest den 29. juni.

Senest den 15. august modtager du nærmere oplysninger fra Ilisimatusarfik om studiestart, uddannelsesstøtte, m.m.

Praktiske informationer 

Uddannelsesstart
Uddannelsen starter 1 september

Udbyder
Ilisimatusarfik

Økonomi
Du kan søge om at få uddannelsesstøtte under hele uddannelsen gennem Sullissivik.

Praktikforhold
Du skal som udgangspunkt ikke have fundet en praktikplads som optagelseskrav.

Kvalifikationsniveau
Uddannelsen er placeret på niveau 6 i kvalifikationsrammen for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående voksenuddannelser.

Fremtidsmuligheder/jobs
Sygeplejersker uddannes til i et komplekst sundhedsvæsen at varetage sygepleje til børn, unge, voksne og ældre - med såvel akutte som kroniske, somatiske og psykiatriske lidelser.
Sygeplejerskeuddannelsen er vejen til et job, hvor man både arbejder med mennesker og får store faglige udfordringer. Samtidig giver Sygeplejerskeuddannelsen gode muligheder for at komme til udlandet - både under studiet og som uddannet sygeplejerske.
Uddannelsen er tilrettelagt i dialog med aftagerne i det grønlandske sundhedsvæsen.
Gennemført uddannelse giver ret til betegnelsen sygeplejerske og autorisation som sygeplejerske.

Uddannelsesplan
https://da.uni.gl/media/xczhzp0b/sygeplejerske-studieordning-2016.pdf

Klage 

Du har ret til at klage over universitetets afgørelse om optagelse, hvis du mener, den er i strid med gældende regler. Klagen sendes skriftligt til studieadministrationen på: studieadm@uni.gl. Din klage skal begrundes, og være indleveret senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt.

Peqqissaanermik Ilinniarfik 

 

Svend Jungep Aqq. 2

 

Postbox 1499

 

3900 Nuuk

 

 

 

Tlf.: (+299) 34 99 50

 

Fax: (+299) 32 33 75

 

e-mail: pipost@nanoq.gl