Om uddannelsen
Har du en interesse for socialt arbejde - og vil du gerne være med til at gøre en forskel for borgere i det grønlandske samfund, som har brug for professionel social hjælp?
“Socialrådgiveruddannelsen er en bred bacheloruddannelse, hvor du uddannes inden for fire fagområder: socialt arbejde, samfundsfag, psykologi og jura.” - Sara Abelsen, afdelingsleder
Formålet med uddannelsen er at uddanne socialrådgivere, som er i stand til at forebygge og afhjælpe sociale problemer i dagens samfund.
Socialrådgiveruddannelsen er en uddannelse, hvor du kan blive udfordret personligt og kommer i kontakt med andre mennesker.
Det tager 3½ år at blive bachelor i socialt arbejde.
Studieformen er en kombination af holdundervisning, gruppeøvelser, selvstudium, projektarbejde og en uddannelsespraktik.
Undervisningen foregår på dansk - men også på grønlandsk hvis læreren er tosproget.
Der benyttes grønlandsk, dansk og engelsk litteratur.
Praktikken (25 ECTS) ligger på 4. semester og varer 16 uger, hvor du kan søge om praktikophold ved sociale institutioner i Grønland, eller et af de andre lande i Norden.
Der er endnu ikke mulighed for at videreuddanne sig i Grønland - men vi arbejder på at udvikle videreuddannelsesmuligheder. Ilisimatusarfik samarbejder derfor med Aalborg Universitet vedrørende en kandidatuddannelse i Socialt Arbejde og ledelse.
Adgangskrav
GUX-eksamen eller en dermed ligestillet gymnasial uddannelse med et karaktergennemsnit på D (4) ifølge GGS-skalaen.
Ansøgere bliver vurderet på deres karakterer i grønlandsk og dansk, skriftligt såvel som mundtligt.
Konkrete ansøgninger om dispensation i form af motiverede ansøgninger sker til afdelingslederen, som behandler sagen individuelt på baggrund af ansøgerens uddannelsesmæssige kompetencer samt realkompetencer opnået gennem erhvervsarbejde og kurser. Derudover er det en fordel at have generel viden om samfundsspørgsmål.
Det anbefales, at man i en motiveret ansøgning redegør for, hvorfor lige netop en bacheloruddannelse i socialt arbejde er den uddannelse, som man ønsker at studere.
Hvis du vil indsende din ansøgning digitalt (Hvis du har MitID)
Vil du søge uddannelse eller uddannelsesstøtte skal du søge online via den gule knap til selvbetjening ”Ansøg her” øverst på denne side. Vil du anvende selvbetjeningsløsningerne, skal du logge ind med dit personlige MitID.
Du skal bruge
• MitID
• Uddannelsespapirer (gælder ikke karakterbevis fra folkeskolen, hvis du er gået ud af folkeskolen efter 2007)
• Hvis du er i gang med folkeskolen, skal du bruge udskrift af dine seneste standpunktskarakterer.
Du skal ikke bruge
• dåbsattest
• bopælsattest
• Karakterbevis fra folkeskolen i Grønland (der ligger karakterer i den offentlige database fra omkring 2006 til i dag).
Bemærk
Mangler du et par karakterer, eller bestod du ikke folkeskolens afgangsprøve, da du gik i folkeskolen, tilbyder alle Majoriaq opkvalificeringsforløb.
Du kan få hjælp til din ansøgning ved dit lokale Majoriaq Center, de kan også hjælpe dig hvis du har brug for anden vejledning.
Du skal være opmærksom på, at du ikke nødvendigvis bliver tildelt et kollegieværelse. Hvis du ikke automatisk modtager et kollegieværelse, skal du søge på en særskilt ansøgning ved Majoriaq.
Hvis du vil aflevere din ansøgning fysisk (Hvis du ikke har MitID)
I særlige tilfælde kan du få udleveret en papirsansøgning hos dit lokale Majoriaq center. Kontakt dit lokale Majoriaq center, hvis du ikke kan søge online.
Arbejdsgang for sagsbehandling
Din ansøgning om optagelse bliver behandlet af Ilisimatusarfik, og din ansøgning om studiestøtte behandles af Uddannelsesstøtteforvaltningen, men begge administreres af Ilisimatusarfik.
Du får besked om du har fået afslag eller er optaget.
Husk at bekræfte din studieplads.
Hvis ikke du har afsluttet din adgangsgivende uddannelse kan du blive optaget med den betingelse, at du opnår et bestemt resultat i din afsluttende eksamen.
Husk at indsende det endelige eksamensbevis senest den 29. juni.
Senest den 15. august modtager du nærmere oplysninger fra Ilisimatusarfik om studiestart, uddannelsesstøtte, m.m.
Praktiske informationer
Uddannelsesstart
Uddannelsen starter 1 september
Udbyder
Ilisimatusarfik
Økonomi
Du kan søge om at få uddannelsesstøtte under hele uddannelsen gennem Sullissivik.
Praktikforhold
Du skal som udgangspunkt ikke have fundet en praktikplads som optagelseskrav.
Kvalifikationsniveau
Uddannelsen er placeret på niveau 6 i kvalifikationsrammen for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for videregående voksenuddannelser.
Fremtidsmuligheder/jobs
Der er stor mangel på socialrådgivere i Grønland.
Du vil derfor have gode muligheder for at søge arbejde som socialrådgiver inden for:
• Det offentlige - herunder Selvstyret & kommunerne
• Kriminalforsorgen
• Sygehusvæsenet
• Private sociale institutioner og interesseorganisationer
Uddannelsesplan
https://da.uni.gl/media/tjlbgwu3/studieordning-for-socialraadgiveruddannelsen_2022-godkendt010622-rettet2024-kopi.pdf
Klage
Du har ret til at klage over universitetets afgørelse om optagelse, hvis du mener, den er i strid med gældende regler. Klagen sendes skriftligt til studieadministrationen på:
studieadm@uni.gl. Din klage skal begrundes, og være indleveret senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt.