Ønsker du at eksportere mineraler ud af Grønland, skal du være opmærksom på reglerne herfor.
Ved mineraler forstås alle andre mineralske råstoffer end kulbrinter (olie og naturgas). Mineraler indbefatter alle slags sten, mineraler og andre former for råstoffer, som ikke er kulbrinter. Det er ikke tilladt for privatpersoner at indsamle, bryde eller eksportere kulbrinter eller uranholdigt materiale.
Du har ikke brug for en eksportgodkendelse, når:
• Du har købt mineralerne i Grønland, f.eks. i en butik, af en smykkestenskunstner eller af en med tilladelse til lokale mineralaktiviteter, og du kan dokumentere købet ved. f.eks. certifikat eller faktura.
• Mineralerne er indsamlet eller brudt i videnskabeligt øjemed. Vær dog opmærksom på, at det i visse tilfælde kræver tilladelse at indsamle eller bryde mineraler i videnskabeligt øjemed. Kontakt
Råstofstyrelsen, hvis du er i tvivl.
For øvrige udførsler skelnes mellem følgende 3 kategorier:
A. Fastboende
B. Ikke-fastboende med ophold i Grønland i de forudgående 3 måneder
C. Ikke-fastboende med ophold i Grønland i mindre end 3 af de forudgående måneder
A. Fastboende
Du har ikke brug for en eksportgodkendelse, når du er fast bosiddende i Grønland og er fuldt skattepligtig til Grønland. Dette gælder uanset, om der er tale om værdifulde eller mindre værdifulde mineraler. Du skal bruge en historisk bopælsattest som dokumentation.
Ved fastboende forstås en person med fast bopæl i Grønland og fuld skattepligt til Grønland i de forudgående 5 år. Når det skønnes rimeligt ud fra personens tilknytning til Grønland, og personen tillige har opholdt sig uden for Grønland af uddannelsesmæssige årsager eller lignende, kan der efter ansøgning opnås dispensation fra 5 års-kravet.
B. Ikke-fastboende med ophold i Grønland i de forudgående 3 måneder
Du kan foretage ikke-erhvervsmæssig indsamling af løstliggende mineraler op til 1 kg i et kalenderår. Du kan endvidere uden eksportgodkendelse eksportere op til 1 kg årligt af dine indsamlede mineraler. Ved udførsel af mineraler udover grænseværdien (1 kg årligt) skal du kunne dokumentere, at du har købt mineralerne af en fastboende.
C. Ikke-fastboende med ophold i Grønland i mindre end de forudgående 3 måneder
Du kan ikke foretage indsamling eller brydning af mineraler, medmindre dette sker på en guidet tur arrangeret af en fastboende. For at udføre mineraler skal du enten have en eksportgodkendelse eller kunne dokumentere, at du har købt mineralerne af en fastboende.