Barselsdagpenge er en økonomisk hjælp, forældre og adoptivforældre kan få i forbindelse med deres orlov eller fravær i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption. Hvis du snart skal være forælder og ikke i forvejen er forsørget af det offentlige, kan du være omfattet af reglerne om barselsdagpenge.
Der er forskelligt, hvor meget du kan få i barselsdagpenge, afhængig af om du er lønmodtager, under uddannelse, selvstændig eller bor sammen med en selvstændig.
Du får dine barselsdagpenge udbetalt hver 14. dag.
Barselsdagpenge er skattepligtig.
Du kan få barselsdagpenge hvis:
- Du har folkeregisteradresse i Grønland
- Du har arbejdet mindst 1 time i de seneste 13 uger
- Du ikke får løn fra din arbejdsgiver i orlovsperioden
- Du i øvrigt opfylder betingelserne i lovgivningen om orlov i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption
Lønmodtager i det offentlige
Hvis du er offentligt ansat og du ikke modtager løn under orlov, men har ret til barselsdagpenge, svarer dine barselsdagpenge til mindstelønnen for en ikke-faglært arbejder over 18 år efter SIKs overenskomst. Beløbet svarer til det antal timer, du har arbejdet i de seneste 13 uger, dog højst 40 timer om ugen. Du kan som minimum få for 14 timer om ugen.
Under uddannelse
Hvis du er under uddannelse, svarer dine barselsdagpenge til din uddannelsesstøtte, praktikløn eller praktikstøtte, inklusiv de børnetillæg du hidtil har modtaget og et ekstra børnetillæg for dit nye barn.
Selvstændig eller medhjælper
Hvis du er selvstændig eller er medhjælper til en selvstændig ægtefælle eller samlever, svarer dine barselsdagpenge til den indtægt du har haft de sidste 13 uger.
Du skal kunne dokumentere din indtægt, for eksempel med en kontoudskrift, faktura eller indhandlingssedler. Hvis du ikke kan dokumentere din indtægt vil du få barselsdagpenge svarende til 14 timer per uge. Det samme gælder hvis din indtægt før orloven var lavere end 14 timers barselsdagpenge om ugen.
Du kan højst få barselsdagpenge 40 timer om ugen.
For at søge om barselsdagpenge, skal du ansøge online eller henvende dig hos dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor. Der er forskellige dokumenter, du skal huske at have med.
Barnets mor
Barnets mor skal sende eller medbringe:
- En udfyldt ansøgningsblanket
- En graviditetsattest fra jordemoder
- Lønsedler fra de seneste 13 uger
- Skattekort
- Kontonummer Attest på, at du ikke får løn fra din arbejdsgiver
Barnets far eller medmor
Barnets far eller medmor skal sende eller medbringe:
- En udfyldt ansøgningsblanket
- Lønsedler fra de seneste 13 uger
- Skattekort
- Kontonummer
- En udfyldt faderskabsblanket fra Politiet, hvis du ikke er gift med barnets mor eller dokumentation for medmoderskab
- Attest på, at du ikke får løn fra din arbejdsgiver
Adoptiv- og plejeforældre
Adoptiv- og plejeforældre kan også søge om barselsdagpenge. For at søge om barselsdagpenge, skal du henvende dig hos dit lokale borgerservicecenter eller bygdekontor.
Barnets mor
Du skal underrette din arbejdsgiver senest 13 uger før forventet fødsel.
Senest 12 uger efter fødslen skal du underrette din arbejdsgiver om, hvornår du forventer at være tilbage på arbejde
Barnets far eller medmor
Du skal underrette din arbejdsgiver senest 4 uger før du forventer at starte din orlov.
Hvis barnet bliver indlagt, eller skal blive længere på sygehuset efter fødslen end normalt, kan du ændre tidspunktet for, hvornår du starter din orlov. Du skal underrette din arbejdsgiver så hurtigt som muligt.
Indlæggelse
Hvis barnet bliver indlagt i orlovsperioden, skal du fortælle din arbejdsgiver om det hurtigst muligt, hvis du vil forlænge din orlov
Indtræder i den andens orlov
Hvis den ene forælder dør, bliver alvorligt syg, eller af andre særlige årsager ikke kan tage orlov, kan den anden forælder træde ind i den andens orlov. Hvis du træder ind i den anden forælders orlov, skal du fortælle din arbejdsgiver om det hurtigst muligt.
Har du søgt om barselsdagpenge og får du ikke fuldt medhold i din ansøgning, har kommunen pligt til at give en begrundelse og en klagevejledning.
Du kan f.eks. klage over afgørelser om:
- Ret til dagpenge under orlov
- Tvungen administration af barselsdagpenge
- Krav om tilbagebetaling
Ønsker du at klage, kan du gøre det til Det Sociale Ankenævn.
Klag til Det Sociale Ankenævn