16. oktober 2026

Kommune Qeqertalik og Avannaata Kommunia vil styrke samarbejdet om regional udvikling

Borgmestrene har drøftet, hvordan Ilulissats nye lufthavn og konkrete udviklingsprojekter kan skabe muligheder for borgere og erhvervsliv i begge kommuner.

Kommune Qeqertalik og Avannaata Kommunia vil styrke samarbejdet om regional udvikling

Borgmestrene har drøftet, hvordan Ilulissats nye lufthavn og konkrete udviklingsprojekter kan skabe muligheder for borgere og erhvervsliv i begge kommuner.

Torsdag den 15. oktober mødtes borgmesteren i Kommune Qeqertalik med borgmesteren i Avannaata Kommunia i Ilulissat for at drøfte mulighederne for et tættere samarbejde om regional udvikling.

På mødet var der blandt andet fokus på Kommune Qeqertaliks planer om en hytte ved Torsukattak, en mulig vejforbindelse fra Ilimanaq til Qasigiannguit samt de udviklingsmuligheder, der følger med Ilulissats nye lufthavn.

Et centralt emne var, hvordan kommunerne gennem samarbejde kan styrke turismen og erhvervslivet på tværs af kommunegrænsen og sikre, at udviklingen skaber muligheder for borgerne i begge kommuner.

Ilulissats nye lufthavn åbner perspektiver for den regionale udvikling. Med et tættere samarbejde kan kommunerne arbejde for, at mulighederne også kommer Kommune Qeqertaliks byer og bygder til gavn.

– Vi ønsker at styrke samarbejdet på tværs af kommunegrænsen, så vi sammen kan skabe flere muligheder for vores borgere. Udviklingen skal ikke stå alene i én kommune, men give muligheder for både erhvervslivet og borgerne i Kommune Qeqertalik og Avannaata Kommunia, siger borgmesteren i Kommune Qeqertalik.

Samarbejdet skal bidrage til at undersøge, hvordan kommunernes fælles interesser og lokale styrker kan omsættes til konkrete muligheder for regional udvikling.