Fritidsfiskerne skal have licens til laksefiskeri

6. august 2018

 

Årets laksekvote er på 30 tons, 20 tons til erhvervsfiskere og resterende til fritidsfiskere.

Naalakkersuisut har den 2. august 2018 ændret flere vigtige punkter på Selvstyrets bekendtgørelse om fiskeri efter laks, der sidst var blevet revideret i 2015.

På NASCO´s årsmøde i år har medlemmerne af NASCO accepteret en kvote på 30 tons til Grønland i hvert år de næste tre år. 

I henhold til aftalen om regulering af fiskeri efter laks ved Vestgrønland, kan Grønland dog kun fiske laks til internt forbrug – det såkaldte subsistensfiskeri. Dette betyder, at man igennem aftalen har forpligtet sig til ikke at eksportere laks, men kun at fiske til internt eget forbrug.

I fremtiden kan erhvervsfiskerne kun indhandle til indhandlingsanlæg eller salg på det lokale bræt. Det vil ikke være længere muligt at sælge laks direkte til restauranter, hospitaler m.v.

Forbrugerne vil stadigvæk kunne købe laks på brættet, understreges det blandt andet i ændringer i bekendtgørelsen.

Erhvervs- og fritidsfiskerne må endvidere ikke anvende drivgarn i laksefiskeriet.

Fritidsfiskere kan kun fiske til eget forbrug.

Et af det vigtigste tiltag i bekendtgørelsen er at fritidsfiskerne skal have en licens til at kunne fiske efter laks.

Der indføres desuden en rapporteringspligt for alle som fået licens som ikke har fisket og dem der ikke har fanget noget. Alle der har fået licens skal sende en rapportering senest den 1. december.

Såfremt en erhvervs- eller fritidsfisker ikke har opfyldt sin rapporteringspligt, vil der ikke blive udstedt licens til næste fiskerisæson.

Laksefiskerisæsonen er fra den 15. august til 31. oktober.

Kontaktperson Kunuk Holm, afdelingschef, Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug. Email: kunh@nanoq.gl